Om os

I 1915 grundlagde den unge danske mekaniker Palle Hoff Wodschow virksomheden, der skulle blive verdenskendt for at være ’Stærk som en Bjørn’. Det handlede fra starten om røremaskiner til professionelle, og det gør det også i dag. Og kun røremaskiner, med den styrke og ekspertise, som denne specialisering giver. Og bjørnen er stadig varemærke og symbol for mere end 100 års dansk håndværk, kvalitet og banebrydende design og funktion.

DANSK DESIGN OG KVALITET

Det kan ses. Det kan høres. Det kan mærkes. Varimixer er solidt kram, der er skabt til at holde i årevis. Røremaskiner, som tåler dagligt, hårdt arbejde i bagerier, køkkener, fødevareproduktioner og i medicinalindustrien. I de små og i de helt store produktioner.

Det er røremaskiner, der bygger på tradition for godt håndværk og en unik idé, når røreværktøjerne roterer om sin egen akse samtidig med, at de føres rundt i en cirkelbevægfelse i kedlen – som planeter omkring solen. Det betyder, at hele massen i kedlen bearbejdes og alle punkter langs kedelvæggen nås.

Det er tradition for nytænkning. Tradition for produktudvikling baseret på et indgående kendskab til brugernes behov og dagligdag og brugerdrevet innovation på forkant med fremtiden. Resultatet er professionelle røremaskiner, der tager ansvar for ergonomi, hygiejne og nem rengøring.

Dansk design og kvalitet. Med udvalgte, veluddannede og professionelle distributører over hele verden som garant for fuld tilfredshed før, under og efter installationen

Sådan begyndte det i 1915 – en 15 liter Røre-, Piske- og Æltemaskine

Varimixer er ikke masseproduktion. Det er menneskers værk. Intet samlebånd, men omkring 60 erfarne fagfolk, der på fabrikken i København håndbygger hver enkelt røremaskine med faglig stolthed. Det er den samme medarbejder, der har ansvaret for færdiggørelsen fra start til slut. Assisteret af den nyeste, fleksible produktionsteknologi og 100 år gamle værdier: Pålidelighed. Ansvarlighed. Ærlighed.

HÅNDVÆRK OG NY TEKNOLOGI

Der er maskiner, der er opfundet til formålet for årtier siden. En håndbetjent maskine til hver enkelt bukning på piskerisets tråde eller krogens buk f.eks. Der er de nyeste versioner af fleksible robotter, som arbejder ubemandet i døgndrift med præcisionsfremstilling af elementer i de absolut bedste materialer.

Og så er der medarbejderne, der har bygget røremaskiner i årevis. Håndværkere med personligt engagement, faglig stolthed og en høj grad af ansvarsfølelse for dét, som mange kalder verdens bedste røremaskine.

Store ord, der kan lyde som floskler. Uden indhold ville ordene være værdiløse, men når ordene svarer til oplevelserne i virkeligheden, er det værdier, der gør en virksomhed virkelig stærk.

Stærk som en Bjørn.